Imperiet er ikke en ting

“En international økomenisk organisation opererer ikke ud fra et imperialt center der breder sig med tvang i et ydre miljø med henblik på at homogenisere det; den kan heller ikke reduceres til nogle relationer mellem formationer af samme orden, fx mellem stater (EU, FN …). Den etablerer tværtimod et mellemliggende miljø mellem de forskellige samtidigt eksisterende ordener. Den er heller ikke udelukkende økonomisk eller kommerciel, men også religiøs, kunstnerisk osv. I den forstand vil man kunne bruge udtrykket ‘international organisation’ om alt det der har evnen til at bevæge sig gennem forskellige sociale formationer samtidig, stater, byer, ørkener, krigsmaskine, primitive samfund.” (Tusind Plateauer, s. 565; min kursivering)

Deleuze og Guattaris formulering af “internationale økumeniske organisationer” er en form Michael Hardt kalder for Imperiet.

Imperiet er ikke en ting med et ydre miljø, men etablerer derimod sig selv som et miljø.

Det mærkværdige problem er selvfølgelig, hvad man kan gøre når man konfronterer en proces, eller endda et alment miljø, og ikke en ting. Ting kan angribes, ødelægges, forjages, bindes. Men en proces eller et miljø? Så har vi at gøre med et langt mere alvorligt problem. Forestil dig hvordan den radioaktive sky drev mod os fra Japan. Eller hvad med Delillos ‘luftbårne toksiske hændelse‘ fra White Noise? Hvordan kan den slags bindes? Det kan det ikke – karaktererne vader gennem det i en generaliseret tilstand af panik, frygt, selvtilfredshed og dumhed.

Hvordan slår man til mod et sådant miljø? Lad os tage et vink fra Tiqqun …

“Forstyrrelse er revoltens primære vektor. Overført til den kybernetiske verden, refererer metaforen også til modstanden mod den transparensens tyranni som kontrollen indfører. Tåge eller dis forstyrrer alle erkendelsens typiske koordinater. Det gør det uskelneligt hvad der er synligt og hvad der er usynligt, hvad der er information og hvad der er begivenhed. Det er derfor det står for en af betingelserne for muligheden af at begivenheder finder sted. Tåge gør revolter mulige. I en historie kaldet Kærlighed er blind forestiller Boris Vian sig effekterne af en virkelig tåge i de eksisterende relationer. En storbys indbyggere vågner en morgen fyldt af en ‘flodbølge af uigennemsigtighed’ der i stigende grad ændrer al deres adfærd. Behov påtvunget af udseende bliver meningsløse og byen overtages af kollektiv eksperimenteren. Kærligheden bliver friere, hjulpet af kroppenes permanente nøgenhed. Orgier spreder sig alle steder. Hud, hænder, kød; alle genvinder de sin forret, eftersom ‘det muliges domæne er udvidet, når man ikke længere frygter om lyset bliver tændt.’ Ude af stand til at forlænge en tåge som de ikke bidrog til at danne, bliver de lettet da ‘radioen meddeler at eksperter har bemærket at fænomenet vil vende tilbage regelmæssigt.’ I lyset af dette bestemmer alle sig for at stikke øjnene ud på dem selv, så livet kan fortsætte.”

— fra Empire ain’t a thing, hos AWC.