Effekten af politiets mord på den 69-årige mand i Husby i mandags kom i dag: en konflikt mellem ayna* og nabolagets beboere efter fire biler blev sat i brand om aftenen.

DET VIGTIGSTE OMKRING AFTENENS BEGIVENHEDER:

Det som af politiet og de store medier vil blive stemplet som et alment kaos, yani* det der altid skrives om forstaden og dens folk, er egentlig en protest mod mandagens mord. Dette er absolut IKKE en tilfældighed, nogle isolerede optøjer. Det her er den eneste måde at udtrykke frustration på, når andre demokratiske veje er lukkede. Organisering har vi, fredlige demonstrationer har vi holdt, men dialogen er blevet ladt ubesvaret. Politiet opklarer sine egne og siger, at ingen fejl er sket, trods sandheden er enkel: det, der skete i mandags, var et mord på en af vores naboer.

En dårlig lugt af giftig røg spredte sig gennem boligområdet og ledte til, at mange af os gik ud i Husbys gader af nysgerrighed, hvor vi blev mødt af maskerede betjente i hjelme, med hunde og trukkede knipler. Politiet gik til angreb mod de boende, der havde samlet sig på torvet. Forsvarsløse mennesker blev slået med knipler og jaget bort fra sit eget område. Vi havde simpelthen ikke længere ret til at opholde os hvor vi ville, udenfor vores egne hjem. Vi havde heller ikke ret til at sætte spørgsmålstegn ved politiets metoder, eftersom deres reaktion blev, at løbe efter os igen fra forskellige sider med sine hunde og knipler. Uden at sondre slog politiet løs mod unge, forældre der var forsamlede og bydelens egne socialarbejdere*. De folk der havde valgt at debattere, argumentere og demonstrere imod politivoldet fik nu knipler svunget mod sig. Efter det stod det klart, at politiets vold rettede sig mod alle i Husby.

Vi, Megafonen og andre fra området, har forsøgt at gå andre veje, vi har udnyttet vores demokratiske rettigheder for at få gehør og stille politiet til ansvar. Så sent som i onsdags holdt vi en demonstration udenfor politistationen i Kista med op til hundrede deltagere, hvor vi senere marcherede mod Husby og holdt en minuts tavshed på torget for den afdøde. Dér fremførte vi vores krav om en uafhængig opklaring og en offentlig undskyldning fra politiet. Vi har ikke hørt noget fra hverken politi eller andre myndigheder siden da.

Vi ved at optøjerne i dag voksede ud af den frustration, som findes, hvor mennesker konstant ignoreres, føler sig formindskede og bliver bedt om at tie stille i alle sammenhænge. Reaktionerne i aftes er et resultat af politiets brutalitet i vores område.

Vi i Megafon forstår vores områdes reaktioner og vi forklarer aftenens optøjer som et svar på politiets brutalitet mod vores medborgere, vores naboer. Megafonen er den konstruktive kraft og vores løsning er sociale satsninger i vores områder. Begivenheder som denne kan kun forebygges med lige forudsætninger for alle – uanset hvilket sted de bor.

Vi tror på andre metoder for modstand, eftersom vores områder tager slagene, når disse ting sker. Vi er for en social oprustning af vores område og det må politikerne forstå. De må lytte til os, folket. Hvis de tager det på alvor, kan vi undgå lignende situationer i fremtiden.

Vi kræver social retfærdighed, de svarer med knipler og hunde.
De siger “Gå hjem”. Det her ER vores hjem. Og vi forsvarer det.
Så længe vores gader fyldes af adrenalinpumpede betjente med ladte våben, går vi ikke nogen steder.
Vi står upp for vår ort.

En forenet forstad kan aldrig besejres.

— oversat fra den svenske tekst ‘Husby belägrat av poliser. Gå hem? Det här ÄR vårt hem’ hos Megafonen.

* Ayna = politiet. Oprindeligt fra det tyrkiske udtryk ‘aynasız’, hvilket betyder “uden spejl”, henvisende til at politiet ikke har nogen skam i kroppen, at de ikke tør se sig selv i spejlet.

* Yani er et almindeligt bindeord på tyrkisk og arabisk, fx menende ‘altså ..’

* Der er her tale om socialarbejdere, der arbejder opsøgende med børn og unge på gaden. I Sverige kaldes de for fältassistenter.

Som Jeremy Gilbert formulerer det: “Musik har fysiske effekter, som kan identificeres, beskrives og diskuteres. Dette er dog ikke det samme som at sige, det har betydninger, og ethvert forsøg på at forstå, hvordan musik virke i kultur [...] må være i i stand til at sige noget, om disse effekter uden at forsøge at at kollapse dem til betydninger.” I mange tilfælde har den nydelse, individer opnår fra musik mindre at gøre med betydning og langt mere at gøre med den måde, hvorpå et specifikt stykke musik “bevæger” dem.

Fra Eric Shouse: Feeling, Emotion, Affect.

Tese: Modsætningsparret undertrykkelse–modstand er blevet erstattet af modulation, der de-centrerer magten og gør det umuligt at hugge hovedet af kongen.

At undslippe skolens kløer gjorde mig ikke fri fra politiet, eller sindssygeanstalten. Den var kun sårbar overfor entropi og sabotage. Men når vi tager kontrolsamfundet i betragtning, med dets komplicerede netværk af relationer, bliver det utilstrækkeligt at formulere et radikalt politisk projekt baseret på ‘modstand mod undertrykkelse’. Samtidens modstand er nødt til tage i betragtning, at ledelse og forvaltning først og fremmest trives med overskridelser. Kapitalisme = krise, og staten henter netop sin legitimitet og magt fra at håndtere kriser. At ‘italesætte problemer’ eller endda fremprovokere en krise kan blive de øjeblikke, hvor ledelse fungerer bedst. Modstandens vej kræver at være både hurtigere og langsommere end kapitalen, at være mere kollektiv men mere selektiv, og at være mere fri men også mere forpligtet.

Vi er nødt til tage det gode med det dårlige. Præcis ligesom Marx kritiserede Proudhon for at forestille sig, at kapitalismen havde en god side der kunne bevares, og en dårlig side, der kunne efterlades, kan vi kritisere forsøgene på at blive kommunister uden kamp. Kommunisme, revolution eller hvad vi nu ønsker at kalde det, må komme fra en unik kombination af at sætte farten op og at sætte farten ned. Det handler ikke om at bare dyrke glæden, så tænker man kun på dig selv. Overlad det ikke bare til tilfældighederne, men tænk som en forfatter der planlægger en bog; vi er nødt til at kaste blikket vidt omkring for at finde den rette kombination af glæde og sørgmodighed.

“Man må altså gøre følgende: Placere sig i et stratum, eksperimentere med de chancer der viser sig dér, finde et fordelagtigt sted, nogle eventuelle deterritorialiseringsbevægelser og mulige flugtlinjer, afprøve dem, sørge for forbindelserne mellem strømmene her og der, prøve intensitetskontinuaene segment for segment, altid have et lille stykke ny jord. Med et omhyggeligt forhold til strataene kan man opnå at befri flugtlinjerne …” (Tusind Plateauer, s. 204)

Hurtigere men langsommere: Vi er langt hurtigere end global kapitalisme. Det tilfører verden frodigt potentiale inden opfangelsens langsomme proces indhenter det for at fuldende sit gigantiske kredsløbs revolution.

So her er et par ting at tænke over:

1) Kapring overvælder ofte originalen. Modsat Baudrillard, ønsker Deleuze at huske os på, at simulakrummet bærer et potentiale til at blive anderledes og afvige. Og det i den grad, at originalen kan have mindre kraft end dens gentagelser. Internettet er fyldt med eksempler, de går ofte under navnet “memer“. Et billede fra et eller andet obskurt videospil, en anime-karakter eller internetbruger bliver gjort til ansigtet for en begivenhed. Mens en betydningsmæssig læsning ville forsøge at spørge hvorfor de bestemte billeder blev valgt, mister den føling med den virkelige kraft bag billedets (mere eller mindre) meningsløshed: begivenheden. Som den skizofrene krop, bliver det skizofrene mem lavet til et hylster der rider på en vidde af tværgående forbindelser.

1. Transducerende politik. Politisk ville sigtet så være at lave begivenheder og samtidig have et øje til deres transducerende potentiale. At eksperimentere med de lokale forandringers ‘lange haler‘ i takt med at de overføres i andre sammenhænge. Eller alternativt, at isolere en sammenhæng, som man gør med en blottet ledning, fra forandringer som er katalyseret inde i den af ydre kræfter.
2. Besæt for at flygte! Find en flugtlinje, tag den, og kryds den med andre. P2p-fildelning er det perfekte eksempel. Når først noget har formeret sig på internettet er det næsten umuligt at stoppe. Og med protokoller som BitTorrent kan man skabe udspredte netværk som gør håndhævning af orden næsten umuligt.

2) Gear ned! Lo-fi kan blive en vindende strategi. At ed vilje sætte farten ned saboterer systemer, vis eneste måde at overleve på afhænger af, at farten sættes op. Lo-fi-revolutionen var i stand til at fravriste rock & roll fra musikbranchen i form af punk. Det blev gjort igen da ‘indie’ tog sig af grunge, der langsomt var forfaldet til nu-metal og ‘alternativ rock’. Hvem som helst der har været til et undergrundspunk-show kan fortælle dig, at det kun delvist handler om musikken … Og det er dér lo-fi vinder eller taber – hvis det udelukkende handler om en gentagelig æstetik, er det kun et spørgsmål om tid, før pladeselskaberne fanger det. Men hvis der er noget andet indlejret i kulturen – en DIY-etik eller et antikapitalistisk etos – så kan patossen forblive undergrund.

Skab en rytmens politik! Kombineres fart og langsomhed, kan det skabe en modrytme til kapitalen og statens rytme. Ligesom kombinationen af bølger, som det kræver for at lave interferens, kan kombinationen af rytmer resultere i nye mønstre. Man må først producere en rytme, der er ude af sync. Først dér kan man begynde at eksperimentere og åbne nye bevægelsesverdener gennem improvisering.

—Resistance ovre hos AWC.

—Get Rid of Yourself af Bernadette Corporation (video)

—From Capital-Labour to Capital-Life af Lazzarato, s. 192)

Alle vores penge, undtagen de to procent som er sedler og mønter, er jo lån, indlånt i økonomien.

Pointen er ikke at vi skal blive gældfrie eller betale vores gæld tilbage. Pointen er at vi må tage nye lån for at betale renten på gamle lån og tage nye lån for at betale de gamle lån tilbage. Alle staters gæld ruller jo, så når Italien nu skal betale 300 milliarder euro tilbage i år, så er det gammel gæld der skal betales tilbage med nye lån.

Hvis man ser på kreditvurderingen af et land og sammenligner den med kreditvurderingen af en bank, så er landet jo utroligt solidt, det har jo 60 millioner mennesker, som den har voldsmagt til at beskatte.

En bank har ingen aktiver, de har bare lån, som de har lånt selv. Bankerne lever udelukkende på den credit som en stat giver dem. Men magtforholdet er nu alligevel vendt på hovedet. Det er bankerne der afkræver af staterne, at de skal være mere solide – for at redde bankerne, der er insolide.

En af nøglerne til at forstå det her er, at vi har et brøkreserve-banksystem, dvs. bankerne har kun en brøkdel i reserve ud af hvad de låner ud. Det er som en omvendt pyramide og betyder, at de pr. definition har udlånt ti gange mere end hvad de har stående.

Det er reglerne for banking, at du skal have omkring ti procent i reserve. Nu har bankerne opfundet en masse metoder, så de er nede på en-to procent, men det er i hvert fald den omvendte pyramide.

Så hvis du forestiller dig at du tager en krone ud af banken, så er banken nødt til at mindske sine udlånte midler med ti kroner. Og det er den dynamik, som vi spiller med.

—fra “Den som är satt i skuld är inte fri – stämmer det verkligen?“, Daniel Berg på svensk P1, transkriberet af copyriot.

Deleuze og Guattaris formulering af “internationale økumeniske organisationer” er en form Michael Hardt kalder for Imperiet.

Imperiet er ikke en ting med et ydre miljø, men etablerer derimod sig selv som et miljø.

Det mærkværdige problem er selvfølgelig, hvad man kan gøre når man konfronterer en proces, eller endda et alment miljø, og ikke en ting. Ting kan angribes, ødelægges, forjages, bindes. Men en proces eller et miljø? Så har vi at gøre med et langt mere alvorligt problem. Forestil dig hvordan den radioaktive sky drev mod os fra Japan. Eller hvad med Delillos ‘luftbårne toksiske hændelse‘ fra White Noise? Hvordan kan den slags bindes? Det kan det ikke – karaktererne vader gennem det i en generaliseret tilstand af panik, frygt, selvtilfredshed og dumhed.

Hvordan slår man til mod et sådant miljø? Lad os tage et vink fra Tiqqun …

“Forstyrrelse er revoltens primære vektor. Overført til den kybernetiske verden, refererer metaforen også til modstanden mod den transparensens tyranni som kontrollen indfører. Tåge eller dis forstyrrer alle erkendelsens typiske koordinater. Det gør det uskelneligt hvad der er synligt og hvad der er usynligt, hvad der er information og hvad der er begivenhed. Det er derfor det står for en af betingelserne for muligheden af at begivenheder finder sted. Tåge gør revolter mulige. I en historie kaldet Kærlighed er blind forestiller Boris Vian sig effekterne af en virkelig tåge i de eksisterende relationer. En storbys indbyggere vågner en morgen fyldt af en ‘flodbølge af uigennemsigtighed’ der i stigende grad ændrer al deres adfærd. Behov påtvunget af udseende bliver meningsløse og byen overtages af kollektiv eksperimenteren. Kærligheden bliver friere, hjulpet af kroppenes permanente nøgenhed. Orgier spreder sig alle steder. Hud, hænder, kød; alle genvinder de sin forret, eftersom ‘det muliges domæne er udvidet, når man ikke længere frygter om lyset bliver tændt.’ Ude af stand til at forlænge en tåge som de ikke bidrog til at danne, bliver de lettet da ‘radioen meddeler at eksperter har bemærket at fænomenet vil vende tilbage regelmæssigt.’ I lyset af dette bestemmer alle sig for at stikke øjnene ud på dem selv, så livet kan fortsætte.”

— fra Empire ain’t a thing, hos AWC.

Et af perspektiverne fra Tiqqun er at ‘zoner af uigennemsigtighed’ er nødvendige for at forblive uforståelige for institutionelle dispositiver der bruger opfangst- og genanvendelsesteknikker, der kun registrerer fænomener molært (Loven, det ab/normale, biopolitisk befolkningsstyring osv).

Faren ved uigennemsigtigheds-strategien er, at den kan kaste babyen ud med badevandet. Hvad der er usynligt for staten kan stadig være synligt for familien, stammen, banden, mafiaen. Det uformelle er potentielt set ikke bedre end staten, med mindre dets udvikling følges af supplerende teknikker, der har sin opmærksomhed på risikoen for mikro–fascisme. Dette forklarer til dels Deleuze og Guattaris skift fra den energiske bekræftelse af deterritorialisering i Anti-Ødipus til en langt mere omhyggelig tilgang til farerne ved mikro–fascisme i Tusind Plateauer. “Tro aldrig at et glat rum er nok til at redde os,” er en af de centrale imperativer i teksten. Som afstanden voksede til det revolutionære potentiale af ’68, strøg tidligere militante og radikale ud i alle mulige dunkle praksisser; ‘flugtlinjer’ der var blevet fordærvede. Rygtet siger, at nogle af Deleuzes studerende døde af stærkt stofbrug. For at spille på en slidt kliché: uformelle netværk kan blive til sorte huller. Så snart man er nede i kaninens hul, kan de være umulige at komme op af igen. Se bare på visse kulter.

— Immanence and the Social Sciences ovre hos AWC.

I en ny studie i Social Science & Medicine, kunne man ud fra et longitudinelt datamateriale på 1700 personer slå fast, at dårligt psykisk helbred er betydeligt mere udbredt hos dem, der arbejder under usikre ansættelsesforhold, end blandt de arbejdsløse, som er blevet helt udelukkede fra arbejdsmarkedet.*

Ligeledes har man ud fra sygdomstal, børnedødelighed og livslængde flere gange slået fast at generelle økonomiske kriser, hvor en større befolkning rammes af arbejdsløshed, har vist sig at være yderst positive for folkesundheden. Under den store depression i 1930′erne, hvor arbejdsløsheden i USA steg til 22,9 procent, sank fx dødsfaldene pga. influenza og lungeinflammationer fra 150 til 100 tilfælde per 100.000 indbyggere. Ligeledes var antallet døde færre pga. hjerte- og karsygdomme og tuberkulose efter at ellers have øget op gennem 1920′erne. Blandt det mest slående er dog at den gennemsnitlige livsalder steg med forbløffende seks år mellem 1929 og 1933. Ifølge forfatterne til studiet er en vigtig årsag til sammenhængen, at arbejdslivets stress (med mindre søvn, flere trafikulykker og højere alkoholforbrug til følge) aftager i tider af recession.**

Et svensk studie der for nyligt publiceredes i The Lancet bekræfter arbejdets negative påvirkning på vort helbred. Når vi pensioneres forbedres helbredet, uanset hierarkisk position, modsvarende en foryngring på otte til ti år, ifølge studiet.***

Der findes med andre ord grund til at antage, at den så ofte gentagede sammenhæng mellem arbejdsløshed og dårligt helbred mere er et udslag af arbejdsideologi end af videnskab.^[1]

Det endelige, og virkeligt vigtige, spørgsmål er imidlertid, hvorfor man så ofte lykkes med at se bort fra alle lønarbejdets lag af sekundære fordele? Med sekundære fordele menes der her de forskellige kilder til tilfredsstillelse som et lønarbejde kan give, men som ikke har med arbejdsaktiviteten at gøre. De andre aspekter af lønarbejdet er lige så betydningsfulde. Vi har ikke endnu udviklet nogle andre institutioner i samfundet som i lige så høj grad som lønarbejdet giver hverdagen en tidsstruktur, fører mennesker sammen i social interaktion, deler samfundsnyttige opgaver ud, afgør den sociale identitet og forsyner mennesker med en tålelig indkomst.

—Roland Paulsen i Arbetssamhället (2010), s. 58-59

^[1] Udover spørgsmålet om arbejdets snigende effekter på vort helbred kan man desuden diskutere dets mere direkte sundhedsfarer. Den ubegribelige ILO-statistik over arbejdsrelateret død, der findes tilgængelig, har Lisa Cullen sat i proportion til andre dødsårsager der ofte diskuteres. Hver dag dør 165 amerikanere pga. erhvervssygdomme og yderligere 18 pga. arbejdsrelaterede skader. Dette, sammen med de 36.400 ikke-dødelige ulykker og de 3.200 arbejdsrelaterede sygdomme, der hver dag forårsages på arbejdspladserne, koster det amerikanske samfund 155 milliarder dollar per år: fem gange så meget som udgifterne for pleje af AIDS-patienter og næsten lige så mange penge som sygdommen kræft koster samfundet. ****

Referencer: * Burgard, Brand & House, 2009: “Perceived job insecurity and worker health in United States”, i Social Science & Medicine, 69(5), s. 777-785 – ** Tapia Granados & Diez Roux, 2009. “Life and death during the Great Depression”, i Proceedings of the National Academy of Sciences. – *** Westerlund et al., 2009. “Self-rated health before and after retirement in France (GAZEL): a cohort study”, i The Lancet, 374(9705), s. 1889-1896. – **** Cullen, L., 2002. A job to die for: why so many americans are killed, injured and made ill at work and what to do about it. Monroe, ME: Common Courage Press.

På trods af det faktum, at spørgsmål og svar er lingvistiske enheder, involverer “Hvorfor”-spørgsmål et ikke-lingvistisk eller ekstra-propositionelt aspekt som en del af de betingelser der gør dem besvarlige, eller velstillede, og som gør dem genuint problematiske: en distribution af det relevante og det irrelevante. Lad mig begynde denne nye sektion med et citat fra filosoffen Alan Garfinkel, som har udviklet en original indgangsvinkel til disse spørgsmål: