En rytmens politik

Apropos Billedproduktion, tid og repræsentation

Tese: Modsætningsparret undertrykkelse–modstand er blevet erstattet af modulation, der de-centrerer magten og gør det umuligt at hugge hovedet af kongen.

At undslippe skolens kløer gjorde mig ikke fri fra politiet, eller sindssygeanstalten. Den var kun sårbar overfor entropi og sabotage. Men når vi tager kontrolsamfundet i betragtning, med dets komplicerede netværk af relationer, bliver det utilstrækkeligt at formulere et radikalt politisk projekt baseret på ‘modstand mod undertrykkelse’. Samtidens modstand er nødt til tage i betragtning, at ledelse og forvaltning først og fremmest trives med overskridelser. Kapitalisme = krise, og staten henter netop sin legitimitet og magt fra at håndtere kriser. At ‘italesætte problemer’ eller endda fremprovokere en krise kan blive de øjeblikke, hvor ledelse fungerer bedst. Modstandens vej kræver at være både hurtigere og langsommere end kapitalen, at være mere kollektiv men mere selektiv, og at være mere fri men også mere forpligtet.

Vi er nødt til tage det gode med det dårlige. Præcis ligesom Marx kritiserede Proudhon for at forestille sig, at kapitalismen havde en god side der kunne bevares, og en dårlig side, der kunne efterlades, kan vi kritisere forsøgene på at blive kommunister uden kamp. Kommunisme, revolution eller hvad vi nu ønsker at kalde det, må komme fra en unik kombination af at sætte farten op og at sætte farten ned. Det handler ikke om at bare dyrke glæden, så tænker man kun på dig selv. Overlad det ikke bare til tilfældighederne, men tænk som en forfatter der planlægger en bog; vi er nødt til at kaste blikket vidt omkring for at finde den rette kombination af glæde og sørgmodighed.

“Man må altså gøre følgende: Placere sig i et stratum, eksperimentere med de chancer der viser sig dér, finde et fordelagtigt sted, nogle eventuelle deterritorialiseringsbevægelser og mulige flugtlinjer, afprøve dem, sørge for forbindelserne mellem strømmene her og der, prøve intensitetskontinuaene segment for segment, altid have et lille stykke ny jord. Med et omhyggeligt forhold til strataene kan man opnå at befri flugtlinjerne …” (Tusind Plateauer, s. 204)

Hurtigere men langsommere: Vi er langt hurtigere end global kapitalisme. Det tilfører verden frodigt potentiale inden opfangelsens langsomme proces indhenter det for at fuldende sit gigantiske kredsløbs revolution.

So her er et par ting at tænke over:

1) Kapring overvælder ofte originalen. Modsat Baudrillard, ønsker Deleuze at huske os på, at simulakrummet bærer et potentiale til at blive anderledes og afvige. Og det i den grad, at originalen kan have mindre kraft end dens gentagelser. Internettet er fyldt med eksempler, de går ofte under navnet “memer“. Et billede fra et eller andet obskurt videospil, en anime-karakter eller internetbruger bliver gjort til ansigtet for en begivenhed. Mens en betydningsmæssig læsning ville forsøge at spørge hvorfor de bestemte billeder blev valgt, mister den føling med den virkelige kraft bag billedets (mere eller mindre) meningsløshed: begivenheden. Som den skizofrene krop, bliver det skizofrene mem lavet til et hylster der rider på en vidde af tværgående forbindelser.

1. Transducerende politik. Politisk ville sigtet så være at lave begivenheder og samtidig have et øje til deres transducerende potentiale. At eksperimentere med de lokale forandringers ‘lange haler‘ i takt med at de overføres i andre sammenhænge. Eller alternativt, at isolere en sammenhæng, som man gør med en blottet ledning, fra forandringer som er katalyseret inde i den af ydre kræfter.
2. Besæt for at flygte! Find en flugtlinje, tag den, og kryds den med andre. P2p-fildelning er det perfekte eksempel. Når først noget har formeret sig på internettet er det næsten umuligt at stoppe. Og med protokoller som BitTorrent kan man skabe udspredte netværk som gør håndhævning af orden næsten umuligt.

2) Gear ned! Lo-fi kan blive en vindende strategi. At ed vilje sætte farten ned saboterer systemer, vis eneste måde at overleve på afhænger af, at farten sættes op. Lo-fi-revolutionen var i stand til at fravriste rock & roll fra musikbranchen i form af punk. Det blev gjort igen da ‘indie’ tog sig af grunge, der langsomt var forfaldet til nu-metal og ‘alternativ rock’. Hvem som helst der har været til et undergrundspunk-show kan fortælle dig, at det kun delvist handler om musikken … Og det er dér lo-fi vinder eller taber – hvis det udelukkende handler om en gentagelig æstetik, er det kun et spørgsmål om tid, før pladeselskaberne fanger det. Men hvis der er noget andet indlejret i kulturen – en DIY-etik eller et antikapitalistisk etos – så kan patossen forblive undergrund.

Skab en rytmens politik! Kombineres fart og langsomhed, kan det skabe en modrytme til kapitalen og statens rytme. Ligesom kombinationen af bølger, som det kræver for at lave interferens, kan kombinationen af rytmer resultere i nye mønstre. Man må først producere en rytme, der er ude af sync. Først dér kan man begynde at eksperimentere og åbne nye bevægelsesverdener gennem improvisering.

—Resistance ovre hos AWC.