Beretningen om sexarbejderen

Apropos Når voldtagne voldtages politisk

Prostitution er blevet big business. Siden 1998 da ILO, International Labor Organization, anbefalede stater at legalisere prostitutionen for at få en del af indtægterne, har Holland, Tyskland, New Zealeand og dele af Australien gået denne vej. Mens Sverige og Norge forsøger at bekæmpe prostitutionen ved at bødefælde kønskøb, gør visse lande tværtimod og institutionaliserer den. Bare i Tyskland omfatter prostitutionsindustrien 400.000 prostituerede kvinder og 1,2 millioner mandlige købere om dagen og beregnes være værd 6 milliarder euro årligt. Og mafiaen leverer kvinder til den. Som en konsekvens af den globale sexindustri øger menneskehandelen. Overskuddet alene fra trafficking beregner ILO til 28,7 milliarder dollar per år*. Det er svært at vide hvor mange mennesker der befinder sig i sexhandelen. Blot ofrene for menneskehandel beregnes af FN og ILO til at være mellem to og fire millioner mennesker.

Trods hvad der ofte påstås, er sexhandel en højst kønnet foreteelse. Det handler først og fremmest om kvinder og piger der sælges til mænd. 98% af de der sælges i trafficking er kvinder og piger. En minoritet er mænd og drenge der sælges til andre mænd.

Samtidigt er der opstået en ny måde at snakke om prostitution på. Det kaldes sexarbejde.

Det siges at prostitution er et arbejde som alle andre. At det ikke skal ses som en krænkelse af vore rettigheder, men i stedet som en faktisk rettighed af få lov til at “sælge sex”. At vi burde fokusere på at der anvendes kondom og at man får anstændigt betalt. Hvis man legaliserer, siges det, kan de dårlige sider af prostitutionen forsvinde, myndigheder kan kontrollere den, prostituerede kan starte fagforeninger og få bedre betalt. Prostitution er ikke skadelig i sig og hvad der sker mellem to voksne samtykkende individer er deres sag. Ikke så sjældent anvendes feministiske og socialistiske associationer for at føre deres argumenter frem: arbejde, fagforeninger, rettigheder og selvbestemmelse. I prostitutionsverden har de længe talt om at “være på job” som en omskrivning af for at slippe benævne det der sker, som et udslag af svag ironi. En har sagt “er du på job?” med et vist blik og den anden ved hvad der menes. Men nu siges det på fuld alvor af debattører, politikere og internationale organisationer: prostitution er et arbejde.

Det høres fra højrefløjen og erhvervslivets tænketanke, men også fra den postmoderne venstrefløj. Prostitution har, ifølge denne idé, intet med relationerne mellem kvinder og mænd at gøre, men er helt enkelt et forretningsforhold. Vi skal tale i forretningsmæssige termer. Trods at den absolutte majoritet af de prostituerede i verden er kvinder og piger og den absolutte majoritet af køberne er mænd, så skal vi ikke tale om mænd og kvinder, men i stedet for om sælgere og kunder. I stedet for prostitution skal vi sige kommerciel sex og i stedet for prostitueret siger man sexarbejder eller sexsælger – ord der giver skin af at være neutrale. i Holland, hvor alle aspekter af prostitution er lovlige, kaldes bordelejere for “uafhængige entreprenører”, i Australien for “service providers”. Den svenske debattør Petra Östergren definerer prostitution som “en indkomstbringende aktivitet eller arbejde for mennesker af alle køn”. Statskundskaberen Carole Pateman har kaldt dette for det universelle argument – som om virkeligheden, hvor prostitution handler om at kvinder sælges til mænd, var underordnet en teoretisk, “egentlig” prostitution, hvor hvem som helst sælger sig til hvem som helst.

Trods dette kønsløse ydre er beretningen om sexarbejderen frem for alt en beretning om kvinden. I centrum for den står ikke manden der køber, men i stedet kvinder der sælger. Det gælder om at modernisere billedet af hende. Hun skal omtolkes fra prostitueret til sexsælger. Sexsælgeren, siges det, er en stærk og selvstændig person. Hun er sexet, smart, en forretningskvinde eller en arbejder, hun ved hvad hun gør og tolererer ikke noget lort.

Sexsælgeren er, som forskeren Jenny Westerstrand har skrevet, en postmoderne version af “den lykkelige luder”.

Hun populariseres i romaner med navn som Belle du Jour: en escortpiges skæbne og eventyr og Anetts verden: en glædespiges dagbog, hvor hun altid er escort med høje indkomster og ofte har et andet job ved siden af. Ugerevyen, et blad for piger i de yngste teenageår, gør sit for at glamourisere livet som prostitueret. I en artikel siger en kvinde “Jeg sælger sex – og kan faktisk godt lide det!” Artiklen fortæller om de fine sider af livet som prostitueret, hvor mange penge og sex man får. Den er illustreret med en fotomodels slanke ben iklædte glinsende strømpebukser og højhælede sko.

Da ILO talte for en legalisering af sexindustrien i 1998 var deres hovedargument at stater kunne tjene penge på en lukrativ industri. Men for at kunne hævde dette var det jo nødvendigt at prostitution også legitimeredes moralsk. Selv narkohandel og snigmord er lukrative industrier som staten kan tjene penge på, men der er få internationale organisationer der taler for total legalisering af dem. Ved at omdøbe prostitution til sexarbejde, forklare at det kunne være resultatet af et frit valg, at samfundet må blive nødt til at “anerkende individets ret til at arbejde som prostitueret” og i stedet arbejde for bedre arbejdsforhold, gav ILO regeringer moralsk legitimitet til at tjene penge på prostitution. Beretningen om sexarbejderen har erstattet tidligere biologistiske og eugeniske myter om prostitution. I dag er det først og fremmest den der anvendes når pornoindustrien vil flytte sine positioner fremad. Den anvendes af mænd der forsvarer sin handling til at købe sex. Den anvendes af regeringer og lobbygrupper for at legalisere handel med kvinder. Men hvordan fungerer denne beretning? Hvad hentyder den til? Hvordan blev den til og hvem drager fordel af den?

Varat och varan af Kajsa Ekis Ekman (2010)



Læg en kommentar