Anhedonia

En svag slags depression kaldes nogen gange for anhedonia eller simpel melankoli. Det er en slags spirituel døs, hvori man mister evnen til at føle nydelse eller tilknytning til ting, der før var vigtige.

Den ivrige bowler dropper ud af ligaen og bliver hjemme om aftenen, blindt stirrende på kickboxing-videoer. Sensualisten finder at hans elskede Enhed lige pludselig ikke er mere end følelsesløst stykke brusk, der bare hænger dér. Den hengivne kone og mor finder lige pludselig tanken om sin familie omtrent så bevægende som et af Euklids theoremer.

Det er en slags emotionel novokain, denne form for depression, og mens det ikke er åbenlyst smertefuldt, så er dets dødhed foruroligende og … ja, deprimerende.

Termer som de udeprimerede kaster rundt og tager for givet som fulde og kødfulde – lykke, joie de vivre, præference, kærlighed – skrælles ned til deres skeletter og reduceres til abstrakte ideer. De har, viser det sig, denotation men ikke konnotation. Den anhedoniske kan stadig snakke om lykke og mening et al., men hun er blevet ude af stand til at føle noget som helst i dem, at forstå noget som helst omkring dem, at håbe noget om dem eller at tro at de eksisterer som noget mere end bare koncepter. Alting bliver et omrids af tingen. Objekter bliver skemaer. Verden bliver til et kort over verden. En anhedoniker kan navigere men har ingen lokation.

Det er af nogen interesse, at de livlige kunstformer i årtusindeskiftets U.S.A. behandler anhedonia og indre tomhed som hipt og cool. Det er måske resterne af den Romantiske glorificering af Weltschmerz, som betyder verdens-træthed eller hip kedsomhed. Måske skyldes det, det faktum, at det meste kunst her produceres af verdenstrætte og sofistikerede ældre folk og derefter konsumeres af yngre personer, som ikke blot konsumerer kunst, men studerer det efter ledetråde til, hvordan man er cool, hip – og husk på, at for børn og yngre personer er det at være hip og cool det samme som at være beundret og accepteret og inkluderet og derfor ikke-alene. Glem såkaldt gruppepres. Det er mere som gruppe-hunger. Ikke? Vi går ind i en spirituel pubertet, hvor vi vågner op til det faktum, at den store transcendente rædsel er ensomhed, ekskluderet indespærring i selvet.

—Infinite Jest (1996) af David Foster Wallace. s. 694ff.